Richard Avedon

BILLEDER FOR LIVET

Den nu afdøde amerikaner Richard Avedon repræsenterer toppen af poppen, når man bladrer gennem portfoliet over mode- og portrætfotografi de sidste hundrede år – han er med andre ord din yndlingsfotografs yndlingsfotograf. I det næste seks måneder lægger Kunstmuseet Louisiana lokaler til en stor, retrospektiv udstilling af hans værker. Som en appetitvækker bringer Cover derfor dette portræt af Avedon – fortalt gennem folk, der kendte ham eller er blevet inspireret af hans imponerende arbejde med kameraet.

Tekst Rasmus Folehave Hansen

Publiceret i Cover, 2007

“Når man var i rum med ham, kunne man mærke, at han var en vigtig person; man kunne mærke geniet i ham. Nogle gange lod han folk komme ind i studiet, mens han arbejdede, men man måtte ikke sige en lyd, dårligt nok trække vejret. Han skabte en meget intim situation med personen foran kameraet, og det var der ingen, der skulle forstyrre. Jeg kan huske, at han en gang bortviste Donatella Versace, fordi hun larmede for meget,” fortæller Sam Shahid, en affekteret ældre herre, og gennem et par årtier en af USAs mest efterspurgte art directors, som i mange år arbejdede tæt sammen med Avedon.

Det er nok de færreste modefotografer, der ville bide skeer med Mrs. Versace, men Avedon kunne tillade sig det. Han befandt sig på rette tid og sted, da modefotografiet gennemgik store forandringer i efterkrigstiden, og hans talent for æstetisk nyskabelse bragte ham efterhånden til tops. Ikke at selve fænomenet var nyt, tværtimod. Vogue havde været på banen siden 1890’erne, men med New Look-tendensen i slutningen af 1940’erne skabte modehuse som Balenciaga og Dior nye, storladne silhuetter, som krævede en udvikling af selve fotografiet og måden at iscenesætte moden på. I centrum af udviklingen stod Richard Avedon og hans samtidige, Irving Penn. De to fotografer nævnes ofte i samme sætning, men der er en mærkbar forskel på de to mænds billedstil. Det der ved første øjekast karakteriserede Avedons portrætfotos var den kraftige, hvide baggrund, der lod hans personer stå frem som kontrastfyldte og realistiske.

“Man ser tydeligt, hvor radikalt anderledes han er i forhold til for eksempel Penn; Avedon er meget mere rå i sit udtryk. Det giver et hårdt portræt med den hvide baggrund. Og det er jo ikke meningen, at det skal være blødt og kønt,” forklarer Louisianas kurator Helle Crenzien.

Det skinnede tydeligt igennem, at han havde en ganske særlig evne til at skabe den rigtige kontakt til personen foran kameraet, og denne specielle Avedonske kvalitet kan bevidnes af alle, der har arbejdet sammen med ham; han var imødekommende og usnobbet på trods af sin høje position i kulturhierarkiet, men det var jo også derfor, han var nået dertil i første omgang.

“Jeg mødte ham, da jeg var med i en H&M-kampgne for cirka ti år siden. Han var en lille splejs; spinkel, ikke truende på nogen måde. Han var meget interesseret i at tale med alle, og han fik folk til at slappe af og fortalte masser af gode anekdoter,” fortæller den norske fotomodel Marianne Schrøder

Sam Shahid husker ikke desto mindre tydeligt den magt, Avedon havde i modeverdenen, og den ærefrygt hans berømte stærke engagement affødte.

“Calvin Klein introducerede mig for Dick. Jeg var nervøs, fordi jeg beundrede ham meget og havde drømt om at møde ham længe. Han havde et langt spisebord derhjemme, og han placerede Calvin ved bordenden, fordi han var den vigtigste gæst for Dick. Jeg tænkte, “Oh my God! Hvornår får jeg mon lov at sidde på den plads?’ Først tredje gang jeg hyrede Dick til en kampagne, blev jeg inviteret op til middag og fik pladsen ved bordenden. Den oplevelse freakede mig helt ud!” fortæller han.

Avedons fotografiske kendetegn var evnen til at få moden til at se let og underspillet ud. Læg dertil en rigelig portion god smag og stil. De hårde men alligevel følsomme portrætter og hans vovede men stadig subtile modeserier – Avedon var en af de første til at spille på menage a trois-temaet – adskiller ham fra en kollega som Helmut Newton, hvis udtryk er langt mere svulstigt og udpenslet. At kalde hans portrætportfolio en who’s who over de kendte, magtfulde og feterede ville være en klichéfyldt underdrivelse: han arbejdede for Vogue og Harper’s Bazaar, og var fastansat på The New Yorker – som den eneste fotograf nogensinde – frem til sin død i oktober 2004. Han forevigede William Burroughs, Truman Capote, Michael Moore, Kofi Annan, John Galliano, og leverede coverfotos til dusinvis af pladeudgivelser, blandt andet The Beatles, Sly & The Family Stone, Simon and Garfunkel, tilmed Whitneys andet album.

Den svenske fotograf Andreas Sjödin arbejdede sammen med Avedon sidst i 90’erne, dengang som art director for H&M. Sjödin har siden arbejdet sig op til selv at være et respekteret navn i international modefotografi, men i vore dage er det lettere at drukne i mængden. Og så er der jo den lille detalje, at Avedons talent ganske enkelt var ærefrygtindgydende.

“Hvis du som kunstmaler ser på Picassos værker, kan du let komme til at føle dig mindreværdig. Det er det samme med Avedon. Han har allerede gjort det hele. Han var en pionér i 40’erne og 50’erne – den første til at prøve en masse ting af. I dag er der masser af modefotografer, men dengang var der kun en håndfuld på toppen, så konkurrencen var lav. Og hver gang de skød et billede, var det noget nyt. Nu står vi her, halvtreds år senere og tager billede nummer fem milliarder af den samme sorte kjole. Der var også en større frihed til at føre vilde ideer ud i livet dengang, fordi modefotografierne blev lavet med et andet formål end nu; mere æstetik, mindre business,” forklarer han med en lettere opgivende tone.

I midten af 1970’erne, på et tidspunkt hvor Avedons navn allerede var mejslet i fotografiets mindesten, sad en lille purk et sted i København og blev fascineret af mesterens arbejde. Drengen hed Marc Høm, og han gik senere hen og blev en af Danmarks højst profilerede portrætfotografer.

“Jeg så Avedons billeder første gang da jeg var 8-9 år gammel. Min far, der også var fotograf, havde en af hans bøger. Så Avedon er en vigtig inspirationskilde, ikke kun fotografisk; alt det han har gjort – livsmodet og evnen til at komme langt rundt i fotografiet som medium; at bruge sin karriere til at involvere sig 100 procent i sit arbejde og have gejsten til at lave sine egne projekter. Hans portrætter, for eksempel, er jo fuldstændig fantastiske. De har en rå elegance, et twist, en spænding i billederne, som gør dem rigtig interessante,” uddyber han.

Avedon brugte sine velbetalte reklameopgaver til at lønne en stab af assistenter og realisere sine egne projekter – fotoserier af daglejerne i det vestlige Texas, og patienterne på et sindssygehospital. Det var et modigt – og på det tidspunkt nyskabende – træk af Avedon at give den samme plads til bunden af samfundspyramiden som til tidens politikere og kulturspidser.

“Han var meget interesseret i at få noget spændende ud af folk. Hans billeder fortæller ofte mere om ham selv end om de mennesker, der står foran kameraet. Det er sjældent at se, og det gør ham virkelig god; han kunne fotografere de adelige på samme måde som han gjorde en hjemløs. Han gjorde billedet til sit eget – han kunne trække ting frem, men han var endnu bedre til at vise sin egen idé med billedet,” observerer Andreas Sjödin og fortsætter: “Da vi arbejdede sammen, var han 75, men havde mere vitalitet end de fleste 30-årige, jeg kender. Han var meget opmærksom på sine omgivelser og yderst velorienteret om, hvad der var cool og moderne på det tidspunkt. En aften fik jeg en besked på min telefonsvarer klokken ti. Den var fra Avedon. ‘Hi Andreas, it’s Dick,’ råbte han – det kaldte han altid sig selv. ‘I’ve got an idea!’ I baggrunden kunne jeg høre en høj summen. Han stod åbenbart i sit badeværelse og barberede sig og legede med sine hænder på ansigtet, da han pludselig fik nogle nye idéer til den serie, vi skulle skyde den følgende fredag. I sindet var han kun 30, og han var utroligt adræt. Jeg så ham engang løbe hen og bogstavelig talt springe højt op i luften og i armene på Peter Stormare, som vi var i studiet med – og han er jo en stor fyr. På det tidspunkt var Richard næsten 80 år gammel.”

Advertisements
%d bloggers like this: