Lil’ T

Musikalsk Healing

– Lil’ T er tilbage på hesten

Tekst: Rasmus Folehave Hansen

Oprindelig bragt i Döner 4, 2005
Little Tasha er the realness – tag ikke fejl af det. Hun har flere år på bagen i dansk reggae end de fleste; hun kan synge dig af scenen og ryge dig under bordet. Hun er ydmyg og lidt genert, men véd godt, hvad hun er værd. Trods et enormt talent og på grund af et alvorligt uheld har hendes musikkarriere været omtumlet og opbrudt. Men Lil’ T har en fightervilje, der matcher B.S. Christiansens, og lige nu kæmper hun med at få færdiggjort sit første soloalbum, Release. Desværre, forklarer hun, var den engelske producerlegende Mad Professors mix af nogle af numrene ikke kompatible med de danske produceres systemer, så nu skal de mixes om. Og i næste uge skal der tages billeder til albummets cover og laves video, så Lil’ T er en travl dame for tiden.

Vi sidder i en lejlighed på Island Brygge, stedet der har været Lil’ Ts havn i næsten tredive år. Der er lidt ungkarlerodet i lejligheden, selvom der vist ikke bor nogen mænd. Hun er vokset op på her på bryggen mest med sin danske mor, og lidt med sin sudanesiske far, som rejste tilbage til sit hjemland i 1983. En brændt CD med det nye album spiller i baggrunden. Zaki beatboxer til Tashas uovertrufne flow og den klare, sprøde stemme på det første korte nummer, som er en sikker headbopper. Imens begynder Lil’ T at fortælle om sin vej til musikken:

”Jeg fandt en masse gammel negermusik blandt min mors plader – reggaeklassikere som Dennis Brown og Jimmy Cliff, som fangede mig rigtig meget, men også Kim Larsen og den slags. Det hoppede jeg rundt og dansede til, da jeg var syv. Da jeg var omkring 13-14 år og gik på Sølvgade skole med Søren Skov (aka DJ Pharphar) og røg pot første gang, var der reggae over det hele. Vi cyklede rundt og holdt fester og lavede reggaeradio på Radio Kurt. Vi lavede mixbånd og indspillede numre på et stereoanlæg hos en der hedder Rasmus,  jeg gik i klasse med. Jeg ved ikke helt, hvordan vi fandt ud af at gøre det, men det lykkedes altså.”

Dengang holdt det jamaicansk-københavnske soundsystem Sky Juice hof på den hedengangne natklub Barbue hver torsdag. Mikrofonen var konstant okkuperet af Københavns erfarne toastere og deejays som Super Mike, Lyrical Da Mirical og Coco P, så alt den fjortenårige Tasha kunne gøre, var at drømme om et forsøg. Som bekendt kan verden føles uretfærdig, når man er fjorten og ikke må være længe ude for sin mor og gøre som det passer én. Så Lil’ T kanaliserede sin teenageharme over i en sangtekst. Den hed Under Mi Mammi.

”Og så fik jeg lov at synge den på Christiania Radio under Hydeparks udsendelse. Han gik fuldstændig amok og råbte og skreg og svingede med sine store dreadlocks: ’Fedt, hvor er du go’, sista!’, og så fik jeg jo blod på tanden. En dag fik jeg så taget mod til mig til at spørge, om jeg måtte komme på mikrofonen inde på Babu og synge min sang, og da jeg havde spurgt et par weekender i træk, fik jeg endelig lov. Jeg havde jo regnet med at skulle stå inde i båsen med de andre, men i stedet stillede de mig op på scenen, satte projektører på og introducerede mig for publikum, som så heldigvis tog rigtig godt imod mig.”

Lil’ T begyndte at turnere med Sky Juice i Skandinavien. Da hun var femten, mødte hun Mad Professor som hun varmede op for til et show på Alexandra. Den gale dub-doktor indså, at den unge Lil’ T havde talent og tilbød hende en pladekontrakt. Lil’ T rejste til England, men opdagede at hun endnu ikke havde materiale til at indspille et helt album. I stedet tog hun med Mad Professors band til reggaefestival i Belgien:

”Vi ankom om dagen, mens pladsen var tom og lavede lydprøve på den her kæmpe, kæmpe scene foran en stor græsplæne. Vi tog tilbage til hotellet i nogle timer, hvor alle jo skulle smage de der belgiske øl. Da vi så kom tilbage om aftenen for at spille, kørte vi ad bagvejen, og det var bælgmørkt, så jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Da jeg stod på scenen og var i gang med første nummer, kunne jeg pludselig se, at det var et kæmpe arrangement; der var mennesker så langt øjet rakte. Imens jeg sang første vers, tænkte jeg, ’Hold da kæft, der må jo være en million mennesker!’ Jeg fik god respons og en masse energi fra publikum. Det var et kæmpe rush, og jeg løb ned fra scenen da jeg var færdig, helt oppe at støde.”

Lil’ T kom hjem fra turné, begyndte i skole igen og mødte rapperen Karen som hun blev gode venner med. Karen ville gerne lære at toaste, og Lil’ T ville lære at rappe, så de to slog sig sammen og udviklede den melodiske hip hop/raggamuffinstil, der skulle komme til at karakterisere deres gruppe No Name Requested. Tasha kaldte sig Sista Livingstone, og Karen var Zambone. I Klub 47, som lagde øvelokaler til de ambitiøse piger, mødte de gruppens tredje medlem, Gina. De blev introduceret til Phase 5, Yo-A-Kim og Bass & Trouble og befandt sig dermed i det pulserende centrum på den københavnske hip hop scene. De fik hurtigt deres eget livepublikum og blev senere signet til Buddha Records. Deres første single, Colours of My Mind, var et mindre hit, men pludselig kom svenske Leila K og senere Ace of Base ind fra sidelinien og stjal al pladeselskabets opmærksomhed.

”De lovede og lovede: ’Vi skal bare lige have Ace of Base udgivet, så tjener de nogle penge ind, der kommer jer til gode.’ Mhh…helt sikkert. Så tog vi til New York og mødte alle mulige folk, spillede nogle koncerter og freestylede med Brand Nubian, Jamalski og Beastie Boys. Vi tog rundt til de forskellige pladeselskaber i byen, men der var jo ingen, der ville frikøbe to teenagere fra en dansk pladekontrakt på fire albums. Efter at vi havde været hjemme et års tid, gik No Name Requested i opløsning. Gina forlod gruppen, og Karen og jeg besluttede at tage til Jamaica i et par uger. Først boede vi på et turistresort i Negril, hvor vi mødte to lokale deejays, som hørte vores demobånd og tog os med til sound system på et rigtig hemmeligt, lokalt gangstersted. Folk stod og skulede til os, da vi kom, og de var klar til at disse os, men da de hørte os på mikrofonen, syntes de, at det var superfedt. Efter den aften blev vi slæbt rundt at spille til alle mulige fester rundt om på øen og fik opbygget lidt af et ry. Så fandt vi ud af, at vi kunne holde den kørende ved at indspille dubplates for de lokale deejays, og så rejste vi rundt på Jamaica på den måde i tre måneder.

Da vi kom hjem fra Jamaica, var jeg træt af at sove længe hver dag og feste rundt og alt det, så jeg besluttede mig til at tage en uddannelse som jockey. Der er masser af hestevæddeløb på Jamaica, og så kunne jeg jo tage derned og skabe en karriere omkring det, du ved, gøre et eller andet. Jeg fik en læreplads hos Danmarks Champion Træner med det samme og passede det. Samtidig var jeg med på folks plader hvis jeg blev spurgt – Danseorkesteret og Caroline Henderson, og så en gang imellem optrådte jeg i en brandert på Operaen for en plov. Det kom jeg så til at bruge syv år på, for da jeg havde været i praktik i et halvt år, væltede jeg med en hest og brækkede hoften og bækkenet otte steder. Jeg var helt bombet tilbage til stenalderen, så var det rullestol og krykker i hundrede år, mand. Men jeg besluttede at jeg ville ride igen. Jeg måtte tilbage på hesten. Da jeg så havde smidt krykkerne, fik jeg en ny hofte i 2002 og blev gladere. Det havde gjort pisseondt, jeg gik som klokkeren fra Notre Dame, og jeg havde slet ikke haft lyst til at lave eller høre musik. Alle mine planer var helt spoleret, og hver gang jeg zappede forbi MTV, var det lige før jeg begyndte at tude, så ondt gjorde det. Jeg fulgte ikke med i noget som helst – ikke tøj, ikke musik, kun min ridning. Jeg tog til Sudan for at hvile lidt ud og genoptræne min hofte, og mens jeg var dernede, deltog jeg i et stort væddeløb og vandt det som den første kvinde nogensinde og var i alle mulige aviser og TV. Og så skulle jeg op at hilse på de der korrupte typer, der sidder på regeringen dernede.”

Döner: ”Sejt.”

Hun viser mig et fotoalbum med et hjerteformet hul på omslaget. Indeni er der billeder af en forpustet Lil’ T, der kicker den i væddeløbsbanens luksuslounge sammen med nogle ældre herrer i jakkesæt.

Lil’ T: ”Og du kan være helt sikker på, at en eller to af de der gutter er i familie med nogle af dem, der er i gang med det der folkemord nede i Darfur.”

Döner: ”Det er sgu da noget pis.”

Lil’ T: ”Ja, det er noget korrupt lort. Men så kom jeg hjem fra Sudan, og da jeg så var blevet smertefri igen, fik jeg jo lyst til at vende tilbage til musikken. Karen havde lavet noget i mellemtiden, og så begyndte vi at sidde heroppe og skrive tekster sammen. En dag, da jeg stod og optrådte på Operaen, mødte jeg Søren Skov, som nu var blevet til DJ Pharfar. Han sad bag trommerne. ’Nå, hva’ fanden, er du blevet reggaehoved?’ For to år siden begyndte vi så at lave nogle numre sammen, og nu er mit album færdigt. Nå ja, så er jeg holdt op med at ride, eller det vil sige, jeg blev faktisk fyret. Siden da har jeg så koncentreret mig om min musik og at gøre det ordentligt.”

Döner: ”Fortæl lidt om hvordan albummet er blevet til.”

Lil’ T: ”Materialet består mest af idéer fra de sidste ti år som jeg har gået og brygget på og fået gjort færdige nu. Pharfar har produceret seks numre; der er to tracks fra Germaican i Tyskland, jeg indspillede med Kristoffer Schelberg. Så fik jeg et hip hop track fra Copenhaniacs og et enkelt fra Madness 4 Real. UB 40 har også produceret et, men det er ikke sikkert, at det kommer med på pladen, for det er ude at svømme i noget papirarbejde lige nu. Der er selvfølgelig nogle gæster med: Papa Dee fra Stonefunkers, J-Ro fra Alkaholiks, og Lyrical fra Sky Juice; Karen er med ­– og Pharfar på engelsk. Hvis jeg når det, er der release på albummet den 19. september, men det kræver, at masteren bliver færdig snart.”

Döner: ”Og så er det video?”

Lil’ T: ”Ja, til My Dogg. Folk siger, at jeg skal udgive den som første single. Det er et rigtigt popnummer, der er produceret af en kirkeorganist, som hedder Lars Klit og så Pharphar. Det er sådan lidt mambo-agtigt. Men man skal jo slå igennem med et eller andet, og så køber folk forhåbentlig resten af pladen. Og så håber jeg meget på at finde et band og komme på turné, i hvert fald i Skandinavien. Nu har jeg ventet så længe med at få min musik udgivet, så nu vil jeg fandeme ud at spille med det, det kan du godt fortælle videre!”

Advertisements
%d bloggers like this: